Anbefalinger om fertilitetsforløb
 

Da jeg ramte terminen for den mistede graviditet, blev jeg sygemeldt

"Min mand og jeg mistede en graviditet i maj 2021 (8 uger henne) efter et års forsøg på graviditet. Jeg var ulykkelig, men jeg tænkte, at vi nok skulle klare den og komme over det alene. August 2021 startede vi i fertilitetsbehandling med iui. Der gik flere måneder, hvor det var negativt svar på negativt svar. Da jeg ramte terminen (december 2021) for den mistede graviditet, blev jeg ramt af det, som lægen kaldte "depression", og jeg blev sygemeldt fra arbejdet. Jeg blev henvist til psykolog, men jeg kunne mærke på mig selv, at jeg ikke havde behov for en psykolog 

Jeg så, Jessie havde gratis opkald, og efter nogle dages betænkningstid fik jeg booket tid. Jeg brugte den halve time på at græde, fordi jeg pludselig følte mig mødt og Jessie fik sat ord på, at jeg oplevede en kæmpe sorg over tabet af graviditeten.

Det var hårdt at tage tilløb og hårdt at erkende, at jeg havde behov for hjælp. Da jeg kom i kontakt med Jessie og havde de første sessions, var jeg ikke i tvivl om, at jeg var landet det helt rigtige sted. Jessie fik mig til at forstå de følelser, jeg stod overfor. Hun lærte mig at forstå, hvorfor de var der og hvordan jeg fik handlet og styr på dem, således at jeg kunne være i hverdagen. Jeg følte mig forstået og at alle de tanker og følelser jeg havde var velkommen -  Jessie vidste præcis, hvad jeg stod med. Hun fik mig til acceptere og forstå, at de ting, jeg gik rundt med, var helt normalt og helt okay. Jeg glemmer ikke første gang, hun sagde det til mig, hvor mine tårer fik frit løb. For første gang blev jeg ikke mødt af “kom videre”, “det går nok over”, “i skal bare blive gravide igen, så er det glemt”… det var så befriende at blive forstået og blive læst som en åben bog. 

Da jeg startede i forløb, var jeg knust og vidste faktisk ikke, hvilke følelser jeg oplevede. Jeg vidste ikke konkret, hvad jeg havde behov for, men jeg vidste, at jeg havde behov for hjælp til at "bekæmpe" det, der var inde i min krop, der gjorde ondt. Jeg ønskede, at få styr på mine tanker og tårer, som kom meget uanmeldt og var meget destruktive. Min mand og jeg var midt i fertilitetsbehandling, og jeg havde ikke regnet med, at det ville være så psykisk krævende, som det var. Pludselig kunne jeg ikke være i mig selv, og jeg havde svært ved at være der for min søn.

Igennem forløbet var Jessie meget hurtig til at fange, hvordan jeg er sat sammen. Hun fandt hurtigt teknikker, der passede 100% på mig, som jeg skulle arbejde med. For mig handlede det meget om, at jeg skulle kunne registrere mine følelser og mærke efter. Alt det omkring følelser, som jeg ikke har fået med mig "hjemmefra", har taget lang tid, her var Jessie rigtig god til at hjælpe mig ind i det. 

Og selvom det er online, kan hun føle en gennem skærmen. Jeg har været “god” til at holde tårer igen, men den læser Jessie hver gang og får mig altid til at give frit løb. Det er så trygt med Jessie og hun er fantastisk god at snakke med!
Nu er jeg et fantastisk sted! Efter tre coachingsessions og en måneds pause fra fertilitetsbehandling, hvor min mand og jeg havde mulighed for at finde hinanden og få ro i hverdagen, blev jeg gravid på naturlig vis. Jeg fik styr på følelser og kunne pludselig begynde at være i mig selv og registrere, hvad jeg havde behov for. Om det var tid for mig selv eller det var at snakke med min mand om det der fyldte, så gav det en ro og vi fandt os selv og roen.

Jeg har i dag 2 uger til termin og vi glæder os. Desværre har der været nogle andre bump undervejs i graviditeten, hvor jeg stadig har haft brug for coaching og samtidig stadig haft brug for hjælp til at holde mig på sporet og finde tilbage til de teknikker, der hjalp mig videre i starten. Jeg har det så godt i dag. For jeg har lært hvordan jeg skal registrere, håndtere og ikke mindst handle på de følelser, der dukker op i løbet af dagen. Jessie er omsorgsfuld og enormt forstående, hun bruger sine egne erfaringer og ved hvordan det er at være i fertilitetsforløb, det gør, at man føler sig tryg, velkommen og ikke mindst forstået og hørt."

Sofie

Nu snart mor til hendes andet barn

Jeg havde ikke længere lyst til at tale eller ses med veninder og familiemedlemmer

"Jeg kontaktede Jessie i sin tid, da jeg ramte bunden og kunne mærke, at det at være ufrivillig barnløs, begyndte at tage styringen over mit liv. 

Det var en situation, som jeg absolut ikke havde kontrol over. Det gjorde mig skør, og jeg kunne ikke kende mig selv. Mine tanker om mine nærmeste familiemedlemmere, og eller veninder som var gravide tangerede til det onde og mørke - jeg følte mig i en depressiv tilstand. Jeg kunne ikke være lykkelig på andre menneskers vegne - og det var langt fra den jeg var.

Jeg indså at jeg havde et reelt problem, da jeg ikke længere havde lyst til at tale og ses med veninder/familiemedlemmer. Jeg ignorerede, at de fandtes, alt i mens følelserne lå og piblede KONSTANT, følelser som jeg hele tiden prøvede at holde nede, for væk skulle de. Det værste var bare, at de forfulgte mig døgnet rundt 24/7. Jeg havde aldrig ro i mit hoved eller krop. 
I det sekund jeg trådte ind af døren hos Jessie, blev jeg ti kilo lettere. Hun hjalp mig med en masse gode værktøjer, samt hvordan jeg skulle håndtere og ikke mindst takke de mange ukontrollerede følelser, jeg dagligt blev angrebet af. Hun gjorde mig enormt bevidst om mig selv, og mine handlingsmønstre eller mangel på samme. Og det bedste var, at det var et rum, hvor alle tanker kunne siges højt, også de grimme. Et rum hvor der var plads til at dele forskellige historier. Man måtte spørge ind til Jessies eget forløb, og hun var ikke bange for at blive privat, eller at dele ud af egen erfaring. På den måde fik Jessie løsnet op for den ensomhed, som jeg nogle gange kunne blive ramt af. Mit forløb føltes som en forløsning af en masse spændinger i kroppen, som havde hobet sig op over tid. Jeg er overbevist om, at jeg den dag i dag også kan takke hende for, at jeg nu er blevet gravid. Hun fik min krop til at slappe af, og mit sind til at elske mig selv, fremfor at straffe mig, hver gang jeg oplevede ubehageligheder eller blev angrebet af ukontrollerbare ondsindede tanker, enten om mig selv eller mine allernærmeste. Nu takker jeg dem når de kommer, og mærker efter. Det har Jessie lært mig. 

Tusinde tak, jeg vil til hver en tid anbefale dig til andre, og håber at der kommer meget mere fokus på dette fremadrettet"

Stephanie, 34 

Gravid efter 2 års forsøg

Barnløshed og alt det der følger med

"Efter snart 10 år med fertilitetsbehandling, en dødfødsel og mange gentagne aborter med både egne æg og donoræg, havde jeg mere end svært ved at hænge sammen i hverdagen. Men så kom jeg under Jessies behandling ❤️. Der har fra mig været både frustration, gråd og heldigvis også en masse grin og glæde under Jessies arbejde med mig. Hun har formået at nå ind til kernen, til de dybe ar og traumer som har fyldt min hverdag og gjort det umuligt for mig at være i til sidst.

Jeg har forsøgt flere psykologer under vejs i mit fertilitetsliv, men ingen har forstået mig som Jessie. Med Jessies anerkendende og lyttende tilgang til mig, og hendes egen kendskab til sorg og fertilitetsbehandling, har virkelig gjort en stor forskel for mig. Jeg følte mig hørt og set af en der selv har været igennem en fertilitetsrejse. Det gjorde mig i stand til at anvende de gode værktøjer hun gav mig til anvendelse løbende i hverdagen, så at jeg nu er langt mindre følelsesmæssigt fyldt op af selvbebrejdelse og tårer, når tanker om ønskebarnet kommer. At jeg er blevet i stand til og bedre til, at lytte til min krop og få sagt fra. At jeg er blevet bedre til at give mig selv tid og lov til at være ked af det, når de triste tanker kommer. Men også at jeg nu er i stand til flytte mit fokus fra negative tanker, til positive tanker, og til at tro og håbe igen på en fremtid med børn. 

Tak Jessie og varmeste anbefalinger herfra ❤️"

Monika, 43 år

Efterår 2021

At få et barn og skabe en familie blev overskygget af negative tanker

“Jeg rakte ud til Jessie, da jeg ikke længere kunne se det positive i den fertilitetsbehandling, som min kæreste og jeg havde været igennem i 2 års tid. Glæden ved og tanken om at blive gravid, få et barn og skabe en familie blev overskygget af negative tanker og bekymringen om, om jeg nogensinde kunne blive gravid og få vores største ønske opfyldt. Til sidst lukkede jeg ned for mine følelser og mærkede ikke længere min egen krop.

I mit forløb med Jessie har jeg kunnet dele, hvordan jeg havde det, fuldstændig uden filter. Jeg følte mig meget tryg og lyttet til, hvilket også gjorde at jeg turde at åbne mig helt op. Det har til tider været svært at sætte ord på mine følelser, hvilket jeg synes, at Jessie har formået, på den bedste måde, at hjælpe mig med. Dette har ført til, at jeg igen kan sætte ord på mine følelser og ved hjælp af værktøjer kan mærke mig selv og min krop igen.
Jeg er af den overbevisning, at ovennævnte og dét, at mit mindset er ændret til det positive igen, har stor indflydelse på, at jeg i dag er blevet gravid.
Jeg kan ikke andet end at være Jessie evig taknemlig - det er den bedste gave jeg har givet mig selv i vores fertilitetsforløb!”

De kærligste og varmeste hilsner

Mie, 27 år

En spirende graviditet er i gang

Pause på ubestemt tid fra fertilitetsbehandling

“Jeg fandt frem til Jessie igennem min fertilitetsklinik. I den periode var jeg særlig skrøbelig efter 4 års drøm om baby nr. 2. Jeg var begyndt at miste modet og troen på, at det ville lykkes. 

Jeg havde indset, at jeg ikke kunne klare det længere uden hjælp. Derfor bookede min mand og jeg en fælles samtale med Jessie. Og i løbet af den times samtale, fandt jeg en tryghed og forståelse hos Jessie, som gjorde at jeg turde åbne op for de svære følelser,jeg indtil da havde holdt nede. 
Jeg startede med et forløb hos Jessie, som hjalp mig til at få en selvindsigt på, hvordan behandlingen havde påvirket mig igennem 4 år. Jeg lærte en masse redskaber til at bearbejde følelserne løbende i stedet for at undertrykke dem. Denne bearbejdelse sammen med Jessie hjalp mig til, at indse at tempoet havde været for højt i alt for lang tid, med konstante behandlinger uden pauser.          
                        
Min mand og jeg endte med at tage en beslutning om at holde en pause på ubestemt tid fra behandlingen. Og selvom vi i den periode ikke havde samtaler, holdt Jessie stadig kontakt til mig løbende for at høre, hvordan det gik. 
Det blev en pause på 4 måneder, og så lykkedes det endelig i første forsøg at blive gravid. Det var en fantastisk følelse, at kunne sende Jessie en besked om, at det endelig var lykkedes for os.  Jeg er dig evig taknemlig for den støtte og vejledning du har givet mig Jessie."

 
Rebecca, 28 år
Gravid efter pause på 4 måneder
sommer 2021

Det er det hårdeste, jeg nogensinde har været igennem

 
"Jeg startede hos Jessie alt for sent efter mange forsøg, fordi jeg tænkte jo det skulle nok komme og var det nu os nødvendigt med en fersilitetscoach. Jeg tænker nogen gange tilbage på om det kunne have ændret mit forløb hvis jeg noget før havde fået den hjælp og støtte som Jessie bidrager med. Jeg har været igennem mange forsøg og aborter og flere end jeg nogensinde havde troede var en mulighed. Men jeg havde ikke kunne gøre det uden Jessie på sidelinjen. Hun har været der for mig både dig og nat. Jeg har altid kunne smide en sms og der gik ikke længe før hun var på tråden. Lige hvad man har brug for når tankerne pludselige sniger sig afsted på de mest mærkelige tidspunkter. Hun har givet mig redskaber til at komme igennem de til tider laaaange dage, timer, minutter. Fordi jeg var nemlig ikke alene. Hun var altid med, alle burde havde en Jessie i fertilitetsbehandling.
Det er det hårdeste jeg nogensinde har været igennem.
Kan endelig sige jeg kom igennem til sidst. Men ikke uden dig, Jessie - tak og det er et fattigt ord. Du gav mig energi da alt var suget ud af mig. Du fik mig til at tro på håbet. Du lærte mig mine følelser at kende, og at tage hånd om dem.
Jeg kunne blive ved … de varmeste anbefalinger her fra mig." 
 
Stine, 33 år
Jeg krydser, alt jeg kan, Stine har fortalt hun er gravid
2021

Jeg var egentlig modstander af at bede om hjælp

"Ikke så langt inde i mit fertilitetsforløb fortalte en god veninde, at hun nok havde haft en depression under hendes fars sygdom og hun anbefalede mig, at jeg på et tidspunkt skulle snakke med en professionel om, hvordan jeg havde det. Jeg havde det rædselsfuldt.
Efter ét mislykkedet IUI-D og afslutning af IUI behandling samt opskrivning til donoræg, bookede jeg en tid hos Jessie. Hun havde gratis tid til patienter hos Trianglen, og jeg var egentlig lidt modstander af at bede om hjælp. Ikke at jeg tænkte dårligt om andre der gjorde, men fordi jeg altid har haft svært ved det med følelser. Og selvom jeg ikke mente det, så var jeg nu et sted, hvor det var nødvendigt at få hjælp. Jeg var midt i en altoverskyggende sorg og kunne ikke selv komme videre og at undertrykke følelserne blev for svært, så jeg tænkte, det er gratis og jeg kan altid sige tak men nej tak, hvis jeg bagefter kunne mærke det ikke var mig. Men det var mig!

Samtalen blev starten på noget af det bedste, jeg har gjort for mig selv og en uvurderlig støtte i et stærkt accelereret behandlingsforløb med sorger, tab, håb og markant bedre trivsel. Jessie forstod mine følelser, hun rummede dem, gav ikke de velmenende men uønskede og dårlige råd, men i stedet gode øvelser til at jeg kunne komme videre i mit tempo. Hun har fulgt op på de gode og dårlige dage og fulgt mig gennem pause og afklaring. Hun kunne presse, når jeg kunne rumme det og bare lytte, når jeg skulle læsse af.

Jessie hjalp mig, så jeg ikke kom tilbage til der, hvor jeg ikke kunne genkende mig selv, når nedturene kom, men i stedet fik det bedre og stille og roligt kunne gøre nogle af de ting, som gav værdi og glæde, samt at finde tilbage til hende jeg var før min verden brød sammen. Hun rykkede mine grænser for, hvad jeg har troet, jeg kunne personligt og  har ikke kun hjulpet mig i mit fertilitetsforløb, men også med de ting jeg havde svært ved før, som den meget kassetænkende og kontrol-higende person jeg var og nok altid vil være, bare lidt mindre nu.
Jeg er ikke i tvivl om, at en af de allerbedste beslutninger jeg har taget i mit fertilitetsforløb er at starte hos Jessie.
Lige nu har hun hjulpet mig så langt, så i takt med Danmark åbner op, åbner jeg også gradvist selv op for at leve og ikke kun overleve, mens jeg er i behandling. Som jeg føler det, så har Jessie været med til, at jeg ikke knækkede helt og i stedet hjulpet mig med at hele det iturevne, så når jeg en dag endeligt står med mit barn i armene, så er jeg klar." 

Sofie

Det fineste lille hjerte banker - Sofie er gravid

2021

Kæmpe tak for dig og dit vigtige arbejde

"Efter mange ugers overvejelser om jeg skulle ringe til Jessie om onsdagen, så gjorde jeg det endelig.
Jeg følte mig ret stærk igennem fertilitetsbehandligen, men alligevel den onsdag efter endnu et negativt svar blev jeg bange for mine egne følelser. Jeg følte, at jeg stod langt langt nede i et sort hul og vidste faktisk ikke, hvordan jeg kom videre… Jeg blev ret bange for mig selv og de følelser jeg rummede lige pludselig.
Vi talte sammen i godt en halv time og endelig var der én som forstod mig. Jeg skulle ikke forklare mig, selvom det kunne være svært at finde ord, så forstod Jessie mig -  endelig. Jeg synes min kæreste og jeg blev bedre og bedre til at snakke sammen efter hvert forsøg, men han forstod mig ikke og jeg kunne også godt se på ham, at det var trættende at høre på mig hver eneste dag og mit svingende humør…
Efter vores samtale om onsdagen havde jeg den bedste samtale med min kæreste. Jeg havde værktøjer til gode emner og måder, hvorpå vi kom lidt dybere ind til hinanden. Så tak!

Jeg vil anbefale dig, at tage kontakt til Jessie, hvis fertilitetsbehandlingen eller din ønskede graviditet faktisk fylder noget hos dig også bare i det små. Selvom jeg endte med en graviditet, så var det overraskende for mig, hvor meget behandlingerne havde fyldt hos mig, hvilket jeg fik hjælp til at komme igennem og føle mig god nok selvom tankerne fyldte i selve graviditeten også. Efterfølgende har Jessie bevaret kontakten og været en kæmpe støtte. Tak for dig, dine altid gode råd, vejledning og forståelse."

Desirée, 29 år 

Snart mor til en dejlig lille pige

2021

I needed support that could not be provided by my husband, family or friends

"I came to discover Jessie’s practice through my treatment at Trianglen; after many unsuccessful years of trying for our second child in the UK it was a great relief to arrive in Denmark where fertility is taken seriously and respected. We were able to conceive our daughter naturally and there is no explanation for our infertility which has made the process confusing and frustrating. I felt wounded and emotionally drained being told to keep trying, it would happen.

I had a number of very emotional conversations with friends and family about our fertility treatment where I came away exhausted and depleted. One friend then suggested speaking to a specialist; I knew Jessie would understand the emotional rollercoaster having been through the experience herself. I felt so ready to accept help and to better understand the emotions I was experiencing. I had also begun to realise that whilst the clinic were aiding us physically that mentally I needed support that could not be provided by my husband, family or friends.

Jessie is warm, welcoming, calm and above all the best person to listen to your fertility problems; she has been through it all and creates an environment where I have felt free to explore what I am feeling, why I am feeling it and how I can begin to deal with it. The tools she has given me to deal with my emotions, worries and anxieties enable me to feel positive about the road ahead. Thank you Jessie, I am truly grateful."

Natasha

Natasha afsluttede sit forløb med glædestårer og en smuk positiv graviditetstest

2021

Livet efter min 2. abort

"Da jeg i december 2020 havde oplevet min 2. abort, kunne jeg ikke finde tilbage til livets glæder. Jeg kunne ikke komme op af det sorte hul selv. Her gik det op for mig, at det var på tide at søge hjælp. Mit eneste krav var, at jeg ville tale med en som havde oplevet det selv. Andre forstår det ikke på samme måde. Mit første møde med Jessie var hårdt. Jeg brød sammen, men i løbet af den 1 og 2 session, havde jeg allerede vundet en del af hverdagsglæden tilbage. Jessie hjalp mig med at få stryr på mine følelser, at mærke efter og hun hjalp mig med at handle på følelserne. 

Når jeg har sessioner med Jessie føler jeg ro og glæde - jeg har efterhånden fået mange øvelser og opgaver med mig i rygsækken, som jeg kan bruge, når jeg bliver tricket eller får det skidt. Jessie lytter og sætter ind lige præcis der, hvor jeg har brug for hjælp.

Jeg vil anbefale hende til alle."

Mette, 29 år

Mette har fortalt, at hun er blevet gravid

2021

Gik rundt i en zombielignende tilstand, hvor facaden var en del af min hverdagsmakeup

"Kære Jessie 

Da jeg mødte dig for snart et år siden, var mit hoved følelsesmæssigt afcuttet fra kroppen. Jeg gik rundt i en zombielignende tilstand, hvor facaden var en del af min hverdagsmakeup. Jeg sad lidt med følelsen af, at min krop var dækket af ar, som bare nægtede at hele. I mit relative korte voksenliv, havde jeg besteget flere følelsesmæssige bjerge, end de fleste voksne gør gennem et helt liv. Og jeg følte, jeg var et offer for talemåden: ”En ulykke kommer sjældent alene”.  

I næsten tre år havde min krop skreget på hjælp, den ligefrem hungrede efter det. Men der blev bare fyldt mere benzin på tanken, og så kunne jeg køre lidt igen. Den ene sorg afløste den anden, og på daværende tidspunkt havde vi været i fertilitetsbehandling i halvandet år. Jeg havde længe ledt efter modet til at bede om hjælp, da jeg selv var klar over, at jeg snart ikke kunne holde mig oprejst ret meget længere.  

Efter vores afklarende samtale i juli, havde jeg mod på at give det et skud. Da jeg førte gang trådte ind i dit hjem, var skepsissen enorm, men der var ingen tvivl om, at kontrollen stod for fald. Jeg skulle blotte og vende vrangen ud på mig selv, en disciplin jeg aldrig havde mestret over for nogen. Men så kiggede du på mig, og så var det som om, du så lige igennem mig og læste mig som en åben bog. Nogle gange sidder jeg endda med følelsen af, at du kender mig bedre, end jeg selv gør. Du så mig. Da jeg lukkede døren bag mig i Espergærde, blev jeg fyldt af en varme, glæde og lettelse, som bare omfavnede min krop. Den slags følelse, hvor man ikke er i tvivl om, at noget føles helt rigtigt for en. Dette er en tilbagevendende følelse, som jeg møder hver eneste gang, vi har talt sammen.   

Du skal derfor have det allerstørste kompliment, som jeg kan give. Hos dig bliver man altid mødt af varme, nærvær og en ny vinkel at se tingene fra. Jeg føler mig for første gang set, og du har fået mig overbevist om, at mine følelser ikke er fjollede, men nogen man skal mærke og lytte til. Du har hjulpet mig med at skabe et frirum, hvor tryghed er det bærende element for mig. Og nu til det egentlige kompliment; "du får mig til at føle, at jeg ikke bare er et job for dig. Jeg føler, du oprigtigt vil mig det allerbedste, at jeg ikke bare den ”næste klient i rækken”. Du har rakt mig din lillefinger, og jeg har til tider taget hele din hånd i stedet. Og du har ladet mig gøre det. Det skal du vide, at jeg er dig evig taknemmelig for.  

Du har lært mig, at man ikke bare kan feje sine følelser ind under gulvtæppet. Når de er der, så vil de fortælle mig noget også nogle gange ting, som jeg ikke ønsker at forholde mig til. For første gang i fire/fem år mærker jeg mine følelser, og det er i den grad skræmmende og overvældende. Jeg har stadig utrolig svært ved at navigere i dem, men du får skubbet mig i den rigtige retning. Apropos skub… Så skubber du til min kontrol hver evig eneste gang, vi taler sammen. Nogle gange skubber du hårdt, men du skubber aldrig for hårdt. Efterfølgende kan jeg mærke, hvordan mine skuldrer sænker sig, og at jeg nærmest bliver ti kilo lettere (I wish). Jeg sidder med følelsen af, at du skubber mig i den helt rigtige retning og at mine ar stille og roligt, heles. Og I takt med mine ar heles, bliver jeg en langt bedre udgave af mig selv, og det er i den grad også din fortjeneste.  

I fire/fem år har jeg lagt låg på mine følelser, og som du så fint beskriver det, har det været som et håbløst forsøg på at holde en badebold under vande. Jeg har følt, at det var den bedste strategi, hvis jeg skulle være til, når tingene spidsede til.  
Nogle gange når følelserne stadig bliver for overvældende, falder jeg tilbage til den strategi. Men det resulterer i en nærmest kvældende fornemmelse i min krop, når jeg undertrykker mine følelser. Og lige der kontakter jeg dig, nærmest febrilsk, fordi jeg ikke selv føler, at jeg er i stand til at fjerne den kvældende fornemmelse. Lige der, siger du altid de rigtige ting. Du minder mig om de andre og langt mere hensigtsmæssige strategier, som kan få mig over på den anden side. Dine redskaber til håndtering af overvældende følelser har ændret mit syn på følelser i det hele taget. Jeg har langsomt fundet ud af, at mine følelser ikke vil mig ondt, men de er helende og vil vise mig vej.   

Hvis det ikke havde været meningsforstyrrende, kunne jeg skrive tak efter hver eneste endt sætning, for det er virkeligt sådan, jeg har det. Selvom jeg slet ikke føler, at ”tak” er et dækkende ord ift. den støtte, vejledning og hjælp, som du har givet mig, så er det stadig det ord, som dækker det bedst. På nuværende tidspunkt har jeg stadig brug for, du tager mig i hånden og er mit kompas, så jeg kan komme i følelsesmæssigt balance. Målet må være, at jeg selv kan overtage din rolle en dag. Længe har pilen i kompasset snurret uhensigtsmæssigt, og jeg har ikke vidst, hvilket ben jeg skulle stå på. Hver eneste dag føler jeg, at jeg er et skridt tættere på målet, selvom jeg har dage, hvor jeg tager ti skridt tilbage. Du er der altid til at gribe mig, når jeg falder, og det er jeg ubeskrivelig taknemmelig for. Alle, som går i fertilitetsbehandling, burde have dig med på deres rejse, da du i den grad er den perfekte rejsemakker, som holder en i hånden og viser vej, når rejsen kan virke uoverskuelig.  

En dag skal jeg sige farvel til dig, hvilket på nuværende tidspunkt virker uoverskueligt. Men et farvel betyder forhåbentlig, at jeg/vi har fået vores allerstørste ønske opfyldt, en baby. Der er ingen tvivl om, at når jeg om ti eller tyve år ser tilbage på denne tid fra fugleperspektiv, så vil du være et menneske, som jeg aldrig nogensinde vil glemme. Lige nu er jeg overvældet af taknemmelig ift. alt det, du gør og har gjort for mig, og jeg er slet ikke i tvivl om, at den taknemlighed er kommet for at blive. Jeg er på ingen måde troende, men jeg tror på, at ens veje krydses for en grund.  Med andre ord, så er jeg virkelig glad for, jeg faldt over din profil på Instagram i juni 2020, og jeg derefter tog mig mod til at kontakte dig. Du er den, den snurrende pil i kompasset pegede på.  

Det er meget længe siden, du spurgte, om jeg ville lave et kort skriv om mine tanker ift. vores sessioner, og selvom du har modtaget taknemlige beskeder fra mig på Instagram, så er de på ingen måde dækkende. Jeg har bare ikke været i stand til at sætte ord på det før nu. Flere gange er jeg startet på et skriv, men jeg er altid endt med at slette det. Jeg har skullet ned og kysse bunden et par gange, lære at mærke mine følelser og bare se min situation fra et større perspektiv, før jeg kunne formulere noget, som ydede din hjælp retfærdighed.  

Til trods for, at jeg ikke synes, at ”tak” er dækkende, så er det alligevel sådan, jeg vil afslutte mit skriv. Tusind tak for dig og fordi du hjælper mig på vores fertilitetsrejse." 

De kærligste hilsener  

Cille, 27 år

2021

Min rejse handler ikke kun om at vente på, hvornår jeg bliver gravid

 
"Jessie har først og fremmest hjulpet mig til at lære mig selv bedre at kende i en svær tid, hvor mit store ønske er, at opstå en graviditet.
 
Jeg har fået et større kendskab til mine følelser, fordi Jessie har tvunget mig til at se mine følelser. Jeg har fået redskaber til, hvordan jeg kan tage hånd om følelserne efter jeg har anerkendt dem overfor mig selv.
Jeg kan nu bedre fordybe mig i følelserne, når de kommer, eller skubbe dem til tidspunkter, hvor jeg har tid til at tage mig af dem. Det hjælper mig til at skabe en ro i min hverdag, hvor min rejse ikke kun handler om at vente på, hvornår jeg bliver gravid, men også være glad og taknemmelig for andre ting i livet. Det var ét af de mål, jeg havde, da jeg kontaktede Jessie, og det er stadigvæk et mål for mig at blive bedre til.
 
Jessie er super god til at lytte til, hvor er jeg henne, når vi snakker sammen og er fantastisk til at sætte ord på, når jeg selv har svært ved det. Jeg har altid en følelse af, at blive set og forstået, når vi har snakket sammen, og det betyder meget, da min familie, venner eller kæreste ikke altid forstår, hvorfor jeg reagerer eller føler, som jeg gør. Men det er tydeligt, at Jessie selv har været et fertilitetsforløb igennem, og derfor kender mange aspekter i det at være i fertilitetsbehandling.
 
Jeg er meget glad for, at jeg erkendte overfor mig selv, at jeg havde brug for støtte til at være i den krise, det er for mig, at være ufrivillig barnløs. At have Jessie med på min rejse gør mig til et bedre menneske over for mig selv og hele min omgangskreds. Jeg har selvfølgelig stadigvæk dårlige dage, men derfor er det endnu vigtigere for mig stadigvæk at snakke med Jessie og få redskaber til at håndtere de udfordringer jeg møder på min vej."

Signe, 32 år

Signe sluttede hos mig med glæden over en graviditet 

2021

Ingen tanker eller følelser er forkerte

"Jeg har aldrig været god til at bede om hjælp. Men jeg var nødt til at gøre noget, for jeg kunne ikke fortsætte med at have det sådan, som jeg havde det. Jeg kontaktede Jessie på et tidspunkt, hvor jeg følte mig fastlåst i mit liv. I dag er jeg taknemmelig for at jeg gjorde det.

Gennem coaching med Jessie er jeg blevet mødt med anerkendelse og forståelse af de følelser og tanker jeg har og at de er helt legitime at have. Efter hver session er jeg lettet, mere afslappet og mere optimistisk. Vores samtaler har været et frirum for mig, hvor der er forståelse, ingenting er dumt at snakke om, ingen følelser eller tanker er forkerte. Jessie har udfordret mig, givet mig øvelser og værktøjer, så jeg er bedre rustet til at tage imod de følelser og tanker som opstår på min fertilitetsrejse. Hun har været en hotline for mig, når ensomheden banker på og jeg føler mig stresset. Det er guld værd at have en hotline, når jeg bor langt væk fra familie og venner i Danmark. 

Jeg kan på det varmeste anbefale Fertilitetscoach Jessie Egedal."

Rie, 38 år

Rie har fået sig den bedste overraskelse - hun er gravid!

2021

Jeg var i en depressionslignende tilstand

"Jeg fandt Jessie på et tidspunkt i sommers, hvor det stod rigtig skidt til. Efter to års kamp for at blive forældre og en mistet graviditet undervejs blev det for meget. Jeg kunne ikke rumme mere af alt det, der fyldte med den ene fertilitetsbehandling efter den anden, som ikke gav det ønskede resultat. Relationer hang i tynde tråde og jeg var i  en depressionslignende tilstand. 

Så det kunne ikke være bedre timet, at det var lige dér, jeg greb fat i Jessie.

Først og fremmest giver Jessie mig den anerkendelse og forståelse, jeg har søgt så længe samt troen tilbage på, at det nok skal lykkes. Bare dét er guld værd. Jeg føler mig lettet, opløftet og glad hver eneste gang, vi har talt sammen. Vores snakke er et frirum, et afbræk. Vi arbejder med mig og alt det svære, som følger med dét at stå midt i fertilitetsland gennem øvelser og værktøjer.

Jeg har ikke givet slip på Jessie endnu. Og jeg glæder mig til den dag, hvor vores snak handler om, at det endelig er lykkedes."

Karina, 26 år

Karina blev gravid i hendes forløb hos mig - og glæder sig til, hun endelig skal møde sin skønne baby

2021

Du gør en kæmpe forskel!

"Kære Jessie

Du skal vide, at Du gør en kæmpe forskel! Du skal vide, at DIN HJÆLP er MEGET værdsat!

Jeg får UTROLIG meget ud af, at have sessioner med dig. De hjælper ikke blot mig, men også mit forhold til min kæreste og hans børn. Det gælder både de samtaler, som er planlagte - men bestemt også dem jeg vælger at kalde "emergency calls". Omend dit speciale er fertilitetscoaching, så bruger vi to også meget tid på at tale om de ting der rør sig inden og under selve fertiliteten. Personligt er jeg blevet overrasket over, at det er "rejsen til at blive mor" der kan fylde så meget...

Spekulationer, angst, usikkerheden omkring rollen som nogen MOR, rollen som voksen, rollen som  - Rollemodel. Men jeg er så glad for, at jeg har dig at støtte mig til. Har dine lyttende ører, modtager dine gode råd, tænker over dine tankevækkende spørgsmål. Ting der altsammen er med til, at gøre mig klogere på mig, og som er med til at jeg føler mig mere og mere klar til at blive MOR. Det er en rejse jeg glæder mig over, og som jeg TROR på, vil få en lykkelig afslutning. 

Tak fordi du hjælper alle os, der har brug for én som dig. Bliv ved med at lytte, give råd, spørge ind... og blive endelig ved med at være lige så skøn, varm, rummelig og hjertelig som du er. 

Tak fra en utrolig glad kvinde, som tror på, at det vil lykkes."

Christina, 39 år

Christina blev gravid under hendes forløb  

2021

Læs flere anbefalinger